Info


I august 2011 præsenterer Den Jyske Opera Snehvides Spejl, en ny dansk helaftensopera for voksne, med musik af Niels Marthinsen og med libretto af Eva Littauer.

Med uropførelsen af Snehvides Spejl fortsætter Den Jyske Opera traditionen med at give publikum mulighed for at opleve ny dansk operadramatik. Senest har Den Jyske Opera budt på uropførelse af Bruuns Narcissus & Ekko (’10), Lorentzens Jeppe på Bjerget (’09) og Skriftestolen (’06), som også var komponeret af Niels Marthinsen. Skriftestolen fik Reumertprisen for Årets Opera.

Komponist Niels Marthinsen har skabt musikken til Snehvides Spejl og librettist Eva Littauer har skrevet teksten. De har arbejdet tæt sammen med dirigent Joachim Gustafsson og instruktør Anne Barslev, som skal udfolde værket musikalsk og scenisk.

Historien

Operaen Snehvides Spejl er et eventyr for voksne med udgangspunkt i brdr. Grimms fortælling om Snehvide. I denne version er prinsessen en selvcentreret og handlekraftig teenagepige. Siden sin mors død har hun levet alene med sin far, kongen, og Snehvide kæmper for at få den fortravlede konges opmærksomhed. Hun vil være midtpunktet i hans liv. Men han har forelsket sig og gifter sig på ny. Da det viser sig, at den nye dronning er gravid, får Snehvides jalousi katastrofale følger ...


Vi kender alle til spejlet i det klassiske eventyr om Snehvide. I dette værk spejlvendes historien, personerne og relationerne til et nyt eventyr med ny indsigt og erkendelse. Gennem myter og eventyr har menneskeheden til alle tider fundet rum til at forholde sig til tilværelsens kompleksitet, og med udgangspunkt i den grumme verden i eventyret om Snehvide har Marthinsen og Littauer skabt et højaktuelt værk om de vanskelige relationer mellem generationerne, om voksenlivets komplekse dilemmaer og om had og kærlighed i vore familieforhold.

Om musikken og historien i Snehvides Spejl

Niels Marthinsen er som komponist lige meget hjemme i den store symfoniske form, avantgardeteknik, operasang og moderne pop. Han fortæller, at musikken i Snehvides Spejl er nutidig operamusik: ”Det er i bund og grund popmusik komponeret med en klassisk komponists hånd. Musikken i Snehvides Spejl har det hele; Høje c'er, fantastiske koloraturer og dramatiske udbrud i orkestret. Melodierne i Snehvides Spejl kommer fra popmusik og anden rytmisk musik, som er den musik, der definerer den tid, vi lever i.”

Niels Marthinsen beskriver Snehvides Spejl som en dramatisk opera: ”Det betyder, at alting i operaen foregår mellem mennesker, og at konflikterne kommer fra modsætninger mellem personer; man kan også kalde genren psykologisk opera. Historien får en særlig dybde, fordi alle kender eventyret, især fordi alle elementerne fra den gamle historie er med i den nye. Stedmoderen og Snehvide selvfølgelig, men også jægeren, de syv dværge, det magiske spejl, det forgiftede æble og prinsen på den hvide hest. Operaen slutter med, at alle, der stadig er i live, forlader Snehvide, mens de synger ”huden hvid som sne, hænder røde af blod, sjælen sort som ibenholt.”

Librettist Eva Littauer forklarer om sit arbejde med Snehvides Spejl, at hun inspireres af at skrive ud fra et mytologisk stof eller ud fra eventyr, som hun kan digte ovenpå: ”Jeg kan lide at have nogle arketypiske grundfigurer, som så kan spille sammen på en anden måde og i et andet univers end oprindeligt. Det fascinerende ved at gendigte Snehvide er, at publikum vil have det oprindelige Snehvide-eventyr i erindringen samtidig med, at den nye historie udspiller sig i operaen. Som jeg ser det, er Snehvide i vores udgave et eventyr, der handler om kvinders kraft på godt og ondt. I vores opera bliver det i høj grad en kamp imellem to stærke kvinders viljer og lyster. Det er også historien om den narcissistiske teenager, der, hvis hun får frit spil, kan manipulere sine omgivelser og sig selv til døde.”

Anne Barslev, instruktør, ser Snehvides Spejl som en opera om et moderniseret eventyr fuld af facetterede mennesker, der indeholder både lyse og mørke sider af sindet; tvivl og håb. ”Gode intentioner bliver sat på prøve, normer bliver testet og Snehvide kommer til at træffe nogle valg, der kan få fatale konsekvenser for hendes familie og livet fremover. Snehvides Spejl er en opera om at finde sin identitet. Om at teste, skubbe og udfordre sin virkelighed. Om at læne sig op ad fortiden og udfordre fremtiden. Eventyrets prinsesse, kongens datter Snehvide, prøver efter bedste evne at navigere i overgangen mellem barn og voksen. Rodløshed. Jalousi. Drifter. Forfængelighed. Uforløst kærlighed. Alle de ingredienser giver os et godt eventyr og en endnu bedre opera”, siger Anne Barslev.

Medvirkende:
Snehvide: Vibeke Kristensen
Dronningen: Helene Gjerris
André de Cavallier: Mathias Hedegaard
Miss Toby: Gert Henning-Jensen
Kongen: Jørn Pedersen

Varighed 2 timer 30 minutter inkl. pause
Opføres på dansk med danske overtekster

Arr.: Den Jyske Opera

Dato / sted

Måske kan du også lide...

Don Quichotte
musik • 24. August 2014 Don Quichotte Store Sal
La boheme
musik • 12. November 2014 La boheme Store Sal
Patricia Petibon
musik • 19. November 2014 Patricia Petibon Symfonisk Sal
Nybarberet i Sevilla
andet • 31. Januar 2015 Nybarberet i Sevilla Lille Sal