Info

Det er et af Italiens mest berømmede symfoniorkestre, der nu for første gang kan opleves i Danmark. Og i spidsen for det er en af verdens allerbedste dirigenter, Sir Antonio Pappano.

Siden Orchestra dell'Accademia Nazionale di Santa Cecilia - Roma blev grundlagt i 1908, har en perlerække af musikpersonligheder stået på dirigentpodiet - blandt dem kan nævnes Mahler, Strauss, Stravinsky, Karajan, Solti og Bernstein. Siden 2005 har Sir Antonio Pappano stået for den musikalske ledelse, og han deler sin dirigentvirksomhed mellem Italien og England, idet han også er musikalsk leder af Royal Opera i Covent Garden i London. Her fik aftenens solist, den svenske mezzosopran Anna Larsson, sin debut sidste år i rollen som Zia Principessa i Puccinis Søster Angelica - dirigeret af Pappano.

Både solist, dirigent og orkester færdes hjemmevant på alverdens scener, og der er tale om et virkeligt stærkt hold af internationale stjerner, der nu for første gang kan nyde godt at akustikken i Musikhusets fantastiske symfoniske sal.

 "Santa Cecilia orkestret er et af Italiens bedste, og det er fantastisk, at de nu kommer til Danmark. Pappano er efter min mening én af de ypperste dirigenter i verden, så der venter helt sikkert det aarhusianske publikum en fantastisk koncert", siger operachef ved Den Jyske Opera, Giordano Bellincampi.

Program
Giacomo Puccini: Preludio Sinfonico
Richard Wagner: Wesendonck Lieder WWV 91 - solist Anna Larsson
Pause
Sergej Rachmaninoff: Symfoni nr. 2 i e-mol, op. 27

Orchestra dell'Accademia Nazionale di Santa Cecilia - Roma
Magasinet Classic FM har placeret dette orkester på top 10 over verdens bedste orkestre - i selskab med blandt andet Berliner Filharmonikerne, London Symphony Orchestra, Wiener Philharmonikerne og Amsterdam Concertgebouw. Orchestra dell'Accademia Nazionale di Santa Cecilia - Roma er det eneste italienske orkester, der nogensinde har opnået den placering.

Orkestret var det første i Italien, som dedikerede sig til det symfoniske repertoire, og stod således for førsteopførelser af Respighis Roms Fontæner og Roms Pinjer. Med Sir Antonio Pappano som musikalsk leder siden 2005 har orkestret udbygget sin succes og sin anseelse verden over. Med Pappano ved roret har orkestret spillet så prominente steder som ved The Proms i London, Hvide Nætter i Skt. Petersborg, festivalerne i Lucerne og Salzburg, ligesom orkestret har spillet i nogle af verdens bedste koncertsale - blandt dem Alte Oper i Frankfurt, Concertgebouw i Amsterdam, Royal Albert Hall i London, La Scala i Milano og Musikverein i Wien (hvis udformning i øvrigt har inspireret til Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus).

Udover en omfattende koncertvirksomhed har orkestret også en lang række plade- og cd-indspilninger bag sig - senest Rachmaninoffs Symfoni nr. 2, som orkestret også spiller ved koncerten i Aarhus.

Sir Antonio Pappano
Sir Antonio Pappano er født i London i 1959 af italienske forældre. Han har studeret klaver, komposition og direktion i USA. Pappano har været musikalsk leder af Orchestra dell'Accademia Nazionale di Santa Cecilia - Roma siden 2005. Allerede inden da var han i 2002 blevet udnævnt til chef for operaen i Covent Garden i London, hvor han nu arbejder tæt sammen med danske Kasper Holten. I dag deler Pappano sit virke mellem Rom og London - og resten af verden. 
Inden da har han bestridt prestigefyldte stillinger. I 1990 blev han udnævnt til chefdirigent for Den Norske Opera i Oslo. Det var i øvrigt også her, han fik sin internationale debut. Fra 1991 - 2002 var Pappano chefdirigent på operaen Théatre Royal de la Monnaie i Bruxelles. Blandt hans øvrige karrieresteps kan nævnes debut på Staatsoper i Wien i 1993, debut på Metropolitan i New York i 1997 og i 1999 på Bayreuth Festivalen.

Pappano har dirigeret nogle af de største orkestre i verden, men hvert år dirigerer han ni koncerter med Orchestra dell'Accademia Nazionale di Santa Cecilia - Roma i Santa Cecilia salen i Auditorium Parco della Musica i Rom. Den koncertsal kan rumme 2800 publikummer og er således Europas største koncertsal. Pappano og orkestret har indspillet en perlerække af koncerter for EMI Classics, ligesom Pappano har lavet indspilninger med store klassiske musikere og operastjerner - blandt dem cellisten Han-Na Chang, sopranen Anna Netrebko, tenoren Jonas Kaufmann og tenoren Robert Brownlee. Mange af disse indspilninger har vundet priser. Pappano selv har også modtaget flere udmærkelser - senest blev han i 2012 i England adlet for sin store indsats for musikken og kan derfor i dag kalde sig Sir Antonio Pappano.

Anna Larsson
Den svenske mezzosopran Anna Larsson gik som ung i en årrække på Adolf Fredriks Musikskole. Som 17-årig mødte hun sin sanglærer Florence Düselius, og sideløbende med undervisning hos hende gik Anna Larsson tre år på Operastudio 67. 24 år gammel kom hun ind på Operahögskolan i Stockholm. Her mødte hun engelske Anna Sims, som siden har coachet Anna Larsson i sang og vejrtrækningsteknik.

Anna Larsson debuterede internationalt som koncertsanger i Mahlers 2. Symfoni med Berlinerfilharmonikerne og Claudio Abbada i 1997. Hun fik sin operadebut som Erda i Wagners Rhinguldet på Staatsoper Unter den Linden i Berlin med Daniel Barenboim på dirigentpodiet. Siden er partiet som Erda blevet et af hendes varemærker. Med sin fyldige, mørke, fløjsbløde stemme er det en rolle, hun har sunget i fremtrædende operahuse verden over - blandt andet i Berlin, München, Wien, Salzburg, Stockholm og Aix-en-Provence. Udover rollen som Erda har hun blandt andet sunget Waltraute, Orfeus, Fricka og Delila på Kungliga Operan, Staatsoper Unter den Linden i Berlin, Bayerische Staatsoper i München, Wiener Staatsoper, Det Kgl. Teater i København, Salzburg Festspillene og Finske Nationalopera. Anna Larsson har ved disse operaroller samarbejdet med dirigenter som Barenboim, Metha, Rattle, von Dohnányi og Nagano.

Larsson har også en omfattende koncertvirksomhed - kan synge stort set hele koncertrepertoiret for kontra-alt og orkester - fra Elgars Sea Pictures over Verdis Requiem til Messias og Bachs Messe i h-mol. Først og fremmest har hun gjort sig bemærket som fortolker af Mahler, som hun har sunget med blandt andre London filharmonikerne, Chicago Symphony Orchestra, Wiener filharmonikerne og Los Angeles Philharmonic. Perlerækken af dirigenter, hun har arbejdet med i denne sammenhæng er lang og tæller blandt andre Abbado, Metha, Salonen, Rattle, Maazel, Gilbert, Harnoncourt og så Sir Antonio Pappano, som hun også gæster Aarhus med.

Arrangør: Musikhuset Aarhus


2plus_med-payoff copy

Denne forestilling er med i 2plus-serien. Med denne rabattype kan du få 50 kr. i rabat pr. billet, hvis du køber billetter til to eller flere forestillinger på en gang.

I 2plus kan du finde både teaterforestillinger, koncerter, comedy og dans. Se hele 2plus-serien her. Der bliver løbende  tilføjet nye forestillinger til 2plus.

Læs mere om 2plus


Tag toget til koncerten.
Køb din togbillet til favorabel pris her.

EventtogLogo_510

 

Dato / sted

Måske kan du også lide...

Tonicas Nytårskoncert 2015
musik • 4. Januar 2015 Tonicas Nytårskoncer... Store Sal
Godt Nytår 2015!
musik • 4. Januar 2015 Godt Nytår 2015! Symfonisk Sal
Tak for sangen, Carl!
musik • 15. Januar 2015 Tak for sangen, Carl! Symfonisk Sal
BaroqueAROS
musik • 18. Januar 2015 BaroqueAROS Symfonisk Sal