Store Sal
Store Sal er hjertet i Musikhuset Aarhus. Centralt placeret i forhold til alle andre lokaler og med plads til ca. 1.600 gæster. Store Sal danner ramme om alle former for forestillinger fra klassiske balletter og opera til rytmisk koncerter, musicals og store udenlandske gæstespil. Salen er opbygget som et auditorium og er også velegnet til f.eks. aktionærmøder, foredrag, generalforsamlinger og andre store firmaarrangementer.
Der er 1.588 pladser inkl. 96 stole i den hævebare orkestergrav. Orkestergraven blev udvidet i 1998 af hensyn til Den Jyske Operas opsætning af ”Elektra” og er Nordeuropas største. Store Sal har desuden over 16 kørestolspladser.

Store Sal er i sin nuværende farvesammensætning designet af Emil Gregersen. I efteråret 2010 fik Musikhuset Aarhus en donation af Købmand Herman Sallings Fond på 10 millioner kr. til ombygning af Store Sal. Ombygningen finder sted i sommeren 2011, og inkluderer ny polstring på stolene og redesign af salen. Samtidig bliver ventilationen i Store Sal og Lille Sal skiftet.
Salen administreres af Musikhuset Aarhus.